Hvad betyder barndommens bøger for resten af livet? Forfatterinterview med Sophie Souid

Forfatter Sophie Souid står bag populære børnebogsserier som Spor og Møgmis, og er kendt for sine spændende universer, stærke karakterer og humoristiske fortællinger. Men hendes kærlighed til litteraturen begyndte med højtlæsning, seriebøger og cykelture til boghandleren for at købe “bare én bog mere”.

I dette interview fortæller Sophie om følelsen af fællesskab omkring historier – og hvordan læseglæden kan sætte en retning for livet.

 

Minder fra højtlæsning

Da vi spørger Sophie, hvilken børnebog der har haft størst betydning for hende, vender hun straks tilbage til én særlig oplevelse: højtlæsning.

- Silas bøgerne af Cecil Bødker er noget helt særligt for mig!  Min mor læste alle bind i serien højt for min bror og mig, og dét med at ligge tæt og dele historierne og dykke ind i universet sammen var ikke bare trygt, men magisk. 

For Sophie var det ikke kun fortællingerne, men selve rummet omkring dem:

- Det er bare sådan noget, som bøger kan, ikke? Man deler en oplevelse på en mere nærværende måde, end hvis man så en tv-serie eller film sammen. Højtlæsning inviterer virkelig til, at man stopper op og reflekterer. Spørger ind og dykker ned i teksten eller de billeder, der opstår i hovedet. Højtlæsning er på top-tre over mine yndlingsminder fra min barndom og er noget, jeg selv har vægtet højt og givet videre til min egen søn

 

Lige én mere! Og én mere. 

Ud over Cecil Bødkers bøger nævner Sophie også Puk-bøgerne af Lisbeth Werner, som en vigtig del af hendes barndom:

- Jeg cyklede op til boghandleren og brugte alle mine sparepenge på flere bind i serien, fordi jeg lige blev nødt til at læse én mere! Jeg var så investeret i karaktererne og plottene, at jeg nærmest følte, at jeg var ven med Puk. Og dén følelse er fed! Og noget, jeg har gjort mig umage for at skabe i mine egne seriebøger. Det har helt sikkert lagt kimen til: “Det er min drøm - jeg skal også være forfatter!”. Jeg ville også skrive noget, der både var spændende, og som børn kunne mærke. Og det har jeg forsøgt mig med i Spor-serien, som jeg har skrevet til de lidt større børn.

 

Bøger med flere lag

- Der findes så mange fantastiske forfattere og historiefortællere derude, men hvis jeg skal nævne én, der virkelig har haft en skelsættende betydning for mig, må det være Cecil Bødker. Hun åbnede mit blik for, hvad bøger kan og dét der med at give sig hen til en fantasiverden. Jeg har altid haft en vild en af slagsen og været sådan en drømmer-type. Så Cecil og jeg fandt bare hinanden lige dér.

Jeg husker kun glimt fra historierne om Silas, men jeg husker tydeligt følelserne. Bøgerne var spændende og uhyggelige, men også sørgelige. Det var ikke sådan nogle pattebørnsromaner, men bøger skrevet i øjenhøjde og med mange lag. Vi var totalt opslugt af dem derhjemme – og måtte selvfølgelig lige læse én til. Og én til! 

 

Venskab mellem børn og bogkarakterer

Sophie beskriver sig selv som en “serie-pige”.

- Jeg elsker at skrive seriebøger, fordi der er plads til, at universet kan udfoldes, og karaktererne kan udvikle sig. Det føles næsten som min familie, for jeg kender alle figurerne SÅ godt. Jeg ved, hvad deres hemmelighed er. Hvad deres livret er, og hvilke dance moves, de ville fyre af på floor.


Og det rører hende, når børn møder hendes karakterer som deres venner:

- Når jeg er ude at møde mine læsere, eller når vi holder Møgmis-shows, bliver jeg altid så glad og rørt over, hvordan universerne lever derude. Børnene kender figurerne fra mine bøger ud og ind og har så mange gode idéer til, hvordan Møgmis nu skal tage livet af Sivert, eller også har de nye og vilde konspirationsteorier til mine spændingsromaner. Det er verdens bedste motivation til altid at gøre mig umage og noget, jeg varmer mig på, når jeg sidder i skrivehulen derhjemme. 

 

De mange minder bøger har skabt

Med sin egen søn har Sophie især læst:

Vitello-bøgerne, Peddersen og Findus og Sigurd Barretts bøger om nordiske og græske guder

- Min søn er 14 år nu, så det er desværre længe siden, han gad højtlæsning. Men noget af det bedste, vi kunne læse sammen, var alle Vitello-bøgerne. 

Vi grinede om kap! Jeg ELSKER Kim Fupz Aakeson. Han er Danmarks største litterære rock star! Jeg er vild med alt, hvad han skriver. Om det så er bøger til børn eller voksne eller tv eller film. Tænk, at være så dygtig og sjov og produktiv – og altid have så højt et niveau!  

 

Om Sigurd Barrett fortæller hun:

- Min søn elskede fakta-delen, der var blandet med magisk realisme. Det er noget af en kunstart at kunne lave bøger, hvor man både lærer og bliver underholdt samtidig. Men det mestrer Sigurd. Han har en skøn, varm måde at fortælle på. Vi har virkelig fået meget hygge (og læring) ud af at læse hans bøger om de græske og nordiske guder. 

Peddersen og Findus må jeg også fremhæve. De bøger er som at få et varmt kram - rolige og hyggelige og med en billedside, man virkelig kan udforske og dvæle ved. Her kommer man helt ned i tempo og glemmer verden udenfor. 

 

At udvide sin litterære horisont

Hvis Sophie skal pege på én forfatter, der virkelig har ændret noget for hende, er det Cecil Bødker:

- Hendes bøger gav mig nærhed og et kærligt rum i form af højtlæsning sammen med min mor og bror. Og så har hun haft en kæmpe indflydelse på mit eget forfatterskab og den vej, jeg valgte i livet. 

 

Måske er det dét, bøger kan? For som hun selv beskriver bøgerne, hun har valgt at fremhæve i dette interview: 

 

- De her bøger er alle fantastiske, men fuldstændig i hver sin boldgade. Det er vigtigt at udvide sin litterære horisont. Det gælder ikke kun for børn – men også for voksne.

 


Vitello babysitter megameget

Vitello babysitter megameget

Vitello babysitter megameget

Normalpris 149,95 kr
/
Inkl. moms. Fragt beregnes ved kassen.