Alice sidder helt stille. Hun trækker vejret så stille, hun kan, bare for ikke at forstyrre sig selv. Hun må finde ud af, om hun virkelig hørte den puslelyd uden for bilen eller ej. Hun må finde ud af, om det kun var i hendes fantasi.

Hun lytter med begge ører. Prøver at finde vej gennem alle de lyde, hendes krop laver, som gennem en jungle. Prøver at fange lyden af rotte.

Otteårige Alice Andersen er en helt normal pige. Hun bor i en lejlighed med sin mor, far og to søskende. Men hun er også anderledes. For Alice er næsten altid bange. Hun er bange for det meste. Hun er bange for pigerne i lilla, for drenge på cykel og for gamle damer, der spørger om vej. Alice har en god fantasi, og hun bekymrer sig om alt.

Pludselig en dag bliver hun låst inde i bilen, da hendes far ikke ser, at hun har gemt sig der. Da han lukker garageporten bliver der helt mørkt, og Alice begynder at høre lyde. Alice er bange. Hvad nu hvis ingen finder hende igen? Hvad nu hvis hun skal sidde i bilen for altid?

Alice Andersen er en bog om en stille, bange pige, som i bilens mørke lærer sig selv at kende. Det er en bog om finurlig fantasi og om at finde styrken i sig selv. Om at acceptere angsten, men også om at overvinde den. Og mest af alt er det en bog om, at stille piger er lige så normale som snakkesalige piger.

Alice Andersen er skrevet af Torun Lian, der er en prisbelønnet norsk forfatter. I Alice Andersen formår Torun at indfange en stille piges væsen – både i handlingen og i sproget. Sproget er fyldt med underfundige vendinger og melodiske sætninger, der vidner om Alices kringlede tanker og angste sind.

Alice Andersen er en bog til de generte og indadvendte, men bogen rækker ud til alle børn i dens spejling af barndommens drømmende, finurlige tankegang. Sproget og fortællingen vil alle have glæde af at læse.