Når det blev mørkt, rullede Jajja alle sine hjemmelavede sisalmåtter ud omkring bålet. Mørket trak os helt naturligt tættere på de dansende flammer og på hinanden. Så snart den røde sol forsvandt bag bjergene i horisonten, blev det koldt, og vi trak tæpper om os og satte os tæt sammen på måtterne. Det var en kunst at sidde der, stoppe tæppet helt ind under lårene, så måtten ikke kradsede den bare hud. Samtidig forsøgte jeg at have hænderne fri til at kunne klaske myggene, der svirrede og summede omkring os. Mørket skabte en mur af lyd omkring Jajjas hus. De store dyr og insekterne vågnede til live, når solen gik ned. Vi blev små og stille rundt om flammerne og under de hvide stjerner på den kulsorte himmel. Det var dagens bedste tidspunkt. Det var nu, Jajja ville fortælle sine historier.