”En tanke begynder at tage form: at hun ikke er andet end et stort problem. Den der klump inde bag ribbenene fylder så meget, at hun næsten ikke kan trække vejret, uden at det gør ondt. Hun kæmper sig de sidste skridt hen til Månes boks, mens hun er lige ved at blive kvalt af sine egne tanker. Heldigvis er der ingen andre i nærheden, kun luciahesten Måne. Det er heldigt, for ellers ville hun måske være død af skam. Hun skjuler ansigtet i hans bløde pels og lader tårerne få frit løb …”