Aila er en ung lyselver, bosat på den lyse halvdel af øen Nymphana, der er placeret i dybden af bermudatrekanten. Hele sit liv har hun kæmpet med tanker om, hvorfor hun ser så anderledes ud end resten af sit folk, og hvorfor hun har kræfter, som ingen af de andre lyselvere kender til.
Gabríl er en ung tjener på perleslottet. Han er sortelvernes prins’ højre hånd, og den eneste af sortelverne der har bevæget sig over på den lyse halvdel af Nymphana, af en anden grund end handel.
Professor James Kingsford er et menneske og er forsker i paranormale fænomener på Devry University i Florida, han har brugt det meste af sit liv på at forske i fænomener og hændelser, der ikke kan forklares.
 
De tre personers liv bliver under dramatiske omstændigheder bragt sammen, da de må forhindre en krig, der ikke kun truer med at udslette elverfolket på Nymphana, men også hele menneskeheden, der er uvis om elvernes eksistens. Et kapløb mod tiden begynder, da Aila, Gabríl, og senere professoren, må stoppe krigen før den begynder. Undervejs finder Aila ud af, at hun ikke er den, hun troede hun var, og hun afdækker hemmeligheder, der var ment til at være gemt væk for altid.
 
Nymphana er en historie om kærlighed, fordomme, eventyr og forskelligheder. En historie om, hvordan to folk der i uvisse tider har været adskilt bliver tvunget sammen, gennem en 16-årig elverpige og en 17-årig elverdreng, der kommer ud på deres livs eventyr.

Om forfatteren:
Julie Kristine Knudsen er født i 1988 og har boet forskellige steder i Danmark, Nordnorge og på Grønland, sammen med sine forældre og sin lillesøster.
Hun  har altid været vild med naturen og fyldt med fantasi.
Før Julie kunne skrive selv lavede hun små billedbøger og dikterede tekst som hendes mor skulle skrive ned til dem. Eventyr, fantasi og det at skrive har altid fyldt meget i Julies liv. Julie har bopæl i Odense og studerer biomedicin på andet år på SDU.

Uddrag af bogen
”Med ét hørte de en dyb brummen. De så skræmte på hinanden.
”Hvad var det?” hviskede Gabríl.
Før Aila kunne nå at svare, lød lyden igen, denne gang dybere og tættere på. Tornoksen hev panisk i rebet og skrabede med sin ene hov i jorden. En høj, robust og firbenet skabning trådte ud fra det nærmeste træ.
Dens muskler spillede under dens korte, stribede pels, dens gigantiske grønne kløer var boret godt og grundigt ned i skovbunden. Dens store ører var fremadrettede mod de to elvere, og dens sorte øjne stirrede lumsk på dem. Den viftede med næsen, som prøvede den at opfange alle dufte, der kom fra dem. Den viste et flot sæt grønne, spidse tænder idet den fremsagde den dybe, rumlende knurren mod dem.
Det var en suzne, en stor en...”