Da bækken var nået udkanten af skoven, var den vokset så meget, at den næsten var en flod, og fordi den nu var voksen, løb og sprang og glitrede den ikke som da den var yngre, men bevægede sig mere adstadigt. Nu vidste den jo slev hvorhen den skulle, og den sagde til sig selv: "Der er ingen hast, kommer vi der ikke i dag, så kommer vi der i morgen." Men alle de små bække højere oppe i skoven kilede sig frem her og der og alle vegne, ivrigt og travlt, for de havde så meget, de skulle se, før det blev for sent.