En planlagt forandring af et barns viden og udvikling fra en tilstand til en anden er en grundlæggende forudsætning for progression som princip for opdragelse, uddannelse og undervisning og en bærende ide bag al pædagogisk arbejde. En opdrager ønsker at bibringe barnet de kvaliteter i form af egenskaber, færdigheder, kundskaber og opførsel, som efter de gældende opfattelser af barnet, af samfundet og af kulturen er de bedste, de rigtigste, de mest fordelagtige og de mest menneskeværdige. 

Skolen er i stigende grad gået bort fra at instituere fælles værdier i eleven, og individuel differentiering er blevet et pædagogisk mål i uddannelser. Det øger mulighederne for at skabe et marked for pædagogisk foretagsomhed gennem den enkeltes fremskridt i videntilegnelse og færdighedsudvikling. Jo flere differentierede tilbud, jo flere muligheder for værdiøgninger. Progressionen når derved ud over individerne og ind i uddannelsesinstitutionernes regnskab. Progression bliver til en måleenhed. Og pædagogik til bundlinjer.

Bogen indkredser et progressionsfænomen, der er opstået og indlejret i antikke dannelsesforestillinger, i evolutionsforestillinger fra det nittende århundrede, i uddannelsestaksonomier og som aktuel kernebestanddel af en ny-faglig opmærksomhed, der kobles til forestillinger, om nationen Danmark kan overleve i den globale konkurrence.