Mens visse af tegneseriens bifigurer fra de første år nu forsvinder, kommer flere nye til. For eksempel træder Nusers søskende Spir og Bella samt Trines og Tomas’ lillebror, Dacapo, ind på scenen. Søren Bruns kry lillesøster, Nina, får meget mere spillerum ligesom den dynamiske duo Rikke Rask og Lotte – foruden Woodstock og hans fuglevenner.   

Selv om mange af læsernes yndlingsscener stadig forekommer – Nuser ved sin skrive-maskine, Schrøder ved sit klaver, Søren Brun på sin kastehøj – så bidrager de nye figurer og temaer til at sprænge seriens tidligere rammer, hvilket bogens illustrerede forord uddyber.   

Men uanset hvilke forandringer striberne gennemgår på overfladen, så er de tro mod det evige tema om ugengældt kærlighed. Trine elsker Schrøder, Søren Brun elsker den lille rødhårede pige, Nina elsker Tomas, Rikke Rask (og Lotte!) elsker Søren Brun – og alle baseballkampe bliver tabt, den store græskarmand viser sig aldrig, og fodbolden trækkes altid væk i sidste sekund. Det kan lyde tragisk, men i Schulz’ hænder forvandles de evige fiaskoer og kiksede kærlighedserklæringer til uovertruffen og tidløs humor.