"både begavet, dynamisk og morsomt" 

- Søren Vinterberg, Politiken  

Marcel Ruijters Sine Qua Non er en raffineret leg med middelalderens symbol- og forestillingsverden. Med udgangspunkt i en flok nonners klosterliv tegnes et billede af (middelalder)mennesket placeret mellem himmel og helvede, mellem dyr og ånd, mellem liv og død.  På en gang er det en pusseløjerlig straight forward semipantomime-tegneserie, og samtidigt er der så meget mere på spil. Ruijters kender sine forlæg og deres implikationer, og ved en nøjere gennemlæsning kan man et arketypisk forløb - menneskesjælens vandring mod indsigt og fuldkommenhed - der er alkymien værdig. Jungianere ville kunne finde meget her. Der er med andre ord mange spor i spil i Sine Qua Non: Kirkehistoriske kætterkampe, antikke (krypto-)zoografier, sjælelige individuationsprocesser med kamp mellem indre modsætninger og overkommelse af samme, skabelse ud af intet og evighedens pulsslag i mørke og lys. Og tja, så er den også bare sjov.