»´Åh,´ hviskede Kara, helt lammet af musikken. ´Han kan også synge.´
Det var deres sologuitarist. Jeg sad og stirrede på skærmen og kunne ikke få øjnene fra ham, ikke så meget som ét øjeblik. Det var ikke, fordi han så specielt godt ud. Men musikken. den var som noget fra en anden verden. Den lignede ikke noget, jeg nogensinde før havde hørt. Jeg kunne praktisk taget se det sted, han sang om. Stille og stjernefyldt, og så fjernt, at man ikke kunne nå det.«

Fra den ene da til den anden har alle teenagere i Heatherfield fået Brimstone-frisurer, tøj og plakater. Nogle vandrer endda zombieagtigt rundt og nynner Brimstone-sange. Dette kan ikke bare forklares som endnu en teenage-mani. Noget er galt og Irma er ikke i tvivl:
Dette er en sag for W.I.T.C.H.