De sylespidse søm slog ind med voldsom kraft lige i nærheden. Jeg sad urørlig, sank og bad stille om at slippe for at blive spiddet. Til sidst havde han ikke flere søm tilbage og var så udkørt, at han sank ned på en stol og sad der længe med trækøllen i skødet og pustede som et dyr. Så pludselig løftede han hovedet og stirrede mod væggen, hvor jeg sad og holdt vejret. Det føltes, som om han havde fået øje på noget. At han hørte mit hjerte. At det var mig, han så.