”Farver tilskynder os til at filosofere,” mente Ludwig Wittgenstein (1889-1951), og mod slutningen af sit liv gav han sig til at genlæse Goethes ’Farvelære’ for netop at stimulere sin evne til at undre sig og på ny tænke højt om forholdet mellem sprog og mening, begreb og betydning – det stadige tema fra Tractatus Logico-Philosophicus (1921) til Filosofiske undersøgelser (1953). Det var ikke farvernes kemi, optik eller metafysik, der optog Wittgenstein, men deres fremtoning i sproget, farvernes sproglige logik, farvernes sprogspil. Resultatet af disse overvejelser og sonderinger fra 1950-51 blev senere samlet og udkom i 1977 som Bemærkninger om farverne, og de giver i sig selv et fantastisk indblik i Wittgensteins særlige måde at filosofere på – legende og krævende, tøvende og afklarende. Her oversat af Irmelin Mai Møller og med indledning af Anne-Marie Christensen.

Bemærkninger om farverne udkom første gang på dansk i 1988 og genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.