96 procent af alle skolesøgende børn skulle inkluderes i den almindelige undervisning. I dag – ti år efter loven om inklusion blev en realitet – er der ikke alene betydelig politisk skepsis over for et så ambitiøst tal, men også over for om inklusion og den inkluderende institution overhovedet er det rigtige ideal. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil varslede allerede tilbage i 2019, at hun ville gøre op med inklusionsreformen. Men hvad bør hun sætte i stedet for den?