”Simon!” brøler mor igen rasende. ”Jeg har snart fået

nok af dine skarnsstreger! Du giver mig grå hår i hovedet!

Det er din skyld, at jeg får en ny rynke hver

evig eneste dag!”

Simon Strand kommer ikke særlig godt ud af det

med sin mor. Simon er lidt doven, og det driver hans

krævende mor, der altid skælder ud, til vanvid. Især

fordi Simons søster er et flittigt og artigt mønsterbarn.

Selv synes Simon ikke, at nogen har så fæl og

næsvis en stræber til søster som ham. Ingen niårig

dreng burde straffes med en sådan ulykke.

Men på én nat ændrer alt sig. Det eneste, der skal til,

er en gammel, tyndslidt pude.