Anton er en dreng på ti år,
og han har længe haft på fornemmelsen,
at noget er galt.  

Det er lørdag, og Anton skal til påskefrokost med hele familien.
Med onkler og tanter og fætre og kusiner.
Normalt hader Anton den slags.
Der er altid så mange voksne, der kommer hen til én og dikker én og siger:
-Hvor er du blevet stor!
Eller: -Hvilken klasse går du i?
-Nej, virkelig?
Anton hader det, men hans mor og far glæder sig sådan.