I det 20. århundrede har pædagogikken hovedsageligt været legitimeret af psykologien og sociologien og været grundet på den moderne oplysningstradition. I dag er vi på vej ind i "selvdannelsens epoke", hvor troen på universelle instanser og en "almengyldig fornuft" er under heftig kritik. Men hvordan kan vi tale om dannelse og pædagogik, myndighed og opdragelse, hvis der ikke længere kan henvises til nogen kollektivt forpligtende anskuelse? Hvilken dannelsesfilosofi og pædagogik må i så fald udvikles?
Finn Thorbjørn Hansen fører os i sin afhandling tilbage til Sokrates og de gamle stoikere for at reaktualisere en tænkning og praksis, der anser filosofien som pædagogikkens centrale disciplin. Oplysning må i dag nødvendigvis være knyttet til en selvdannelse, der motiveres af en filosofisk etos og idealet om det filosofiske liv. Filosofi må være en livskunst og et dannelsesmiddel for den enkelte.
Forfatteren undersøger Foucaults og Rortys selvdannelsesfilosofi og idealet om det filosofiske liv og giver et livsfilosofisk alternativ, der er knyttet til Kierkegaards begreb om humoristen.
Den filosofiske vejledningspraksis præsenteres for første gang på dansk, og der skitseres en eksistentiel voksenpædagogik, der bruger den filosofiske praksis til at håndtere etiske, eksistentielle og værdimæssige problemer og temaer - og som sætter den danske folkeoplysningstradition i et tiltrængt nyt lys.
Afhandlingen er et bidrag til den del af den pædagogiske forskning, som kaldes "pædagogisk filosofi".
Finn Thorbjørn Hansen er ansat på Institut for Pædagogisk Filosofi, DPU, og har tidligere skrevet bøgerne Kunsten at navigere i kaos (1995) og Den sokratiske dialoggruppe. Et værktøj til værdiafklaring (2000). Han var desuden medredaktør på antologien Eksistenspædagogik - på vej mod en ny voksenpædagogik (1998).