Efter at have gået lidt, hørte de et skrig. Bagefter blev der helt stille. Det lød så uhyggeligt, at de begge fik gåsehud. Selv Jordbær, der havde sprunget glad omkring, blev stille. Den holdt sig tæt op af dem. Hver gang der var den mindste lyd, rejste Jordbær børster og knurrede advarende. De begyndte tøvende at gå i den retning, hvorfra skriget var kommet. Stritte fik først øje på noget. Der var langt derhen, så hun kunne ikke se, hvad det var. Jordbær havde også set det, og løb fremad, mens den gøede. Da den lille hund var kommet frem, krøb den sammen foran det, den havde fundet. Så begyndte den at pive. Mormor og Stritte skyndte sig også derhen. Først da kunne de se, hvad de havde fundet. På grusvejen lå en dreng. Hans hoved hvilede på en stor sten, og han lå i en mærkelig stilling. Da Stritte bøjede sig ned kunne hun se, at han havde slået hul i hovedet. Mormor tjekkede hans puls. 

– ”Åh, gudskelov, han er i live, men hans puls er meget svag”.