Jeg har altid kæmpet med at blive perfekt. I folkeskolen lavede jeg lektier, sang i kirkekor og rørte ikke alkohol. Da jeg begyndte på gymnasiet, ændrede jeg stil. Jeg mistede min mødom til lyden af dødsmetal, mens en monsterhund slikkede mine fødder, blev bedste veninder med gymnasiets smukkeste pige, verdenskendt i byen, kæreste med min drømmefyr, alt imens jeg kæmpede for at være fejlfri. Og jeg kom langt ud. Alt for langt ud. Nu har jeg erkendt, at et liv uden ildelugtende prutter, betændte bumser og kiksede situationer simpelthen er umuligt. Især for en som mig.