En meget reserveret, men også meget velhavende hare dør og efterlader sig et testamente. Dens sidste vilje er, at dens rigdom skal gå til skovens mest frygtsomme dyr, og snart er en vild kappestrid om retten til formuen igang mellem skovens dyr. Hvad ulven, som mærkeligt nok vinder kappestriden, ikke rigtigt har forstået, er at rigdom kan være et tveægget sværd og fange sin ejermand i rollen som vogter. Måske er det derfor den vandt? 

Som altid hos Baltscheit et tankevækkende og eviggyldigt tema, som kan bruges til oplæg for en masse gode samtaler om snuhed, griskhed og (mangel på) gavmildhed...