Efter et års ophold i Hongkong er Ada flyttet tilbage til Danmark med sin far. Hun er ikke faldet til i skolen og savner sin eneste ven, den kinesiske dreng Dj, der modsat hendes danske klassekammerater går mere op i spionduer og metaverser end fodbold og fester.
Da Adas farfar en morgen forsvinder fra sit hjem i Køge, og politiet frygter, at han er død, beslutter Ada sig for at sætte sin egen eftersøgning i gang. I sin farfars forladte hus finder hun mystiske spor, der får hende til at spekulere på, om Dj mon har ret i, at man kan få adgang til en anden dimension.
LEKSIKON OVER SMÅ TINGS LYKKE er en roman om kærlighedens gådefulde veje eller de labyrinter, man må igennem for at finde dem, man elsker, og måske sig selv.
”En af de mest rørende ungdomsbøger, jeg har læst! Så GOD og smuk og tankevækkende “… Kæmpe varm anbefaling.”
Forfatter Sanne Munk Jensen
”En fremragende ungdomsroman. En af de bedste jeg har læst længe.”
Trine May, Mayeriet
”Vild og eftertænksom roman om at miste, huske og genfinde … Griber ind i hjertet med sine mange fine kærligheder.”
Jette Holmgaard Greibe, Aarhus Bibliotekerne
”En sanselig ungdomsroman, der smukt forener kærlighed, sorg og søgen efter identitet.”
Birgitte Lund Thomsen, Danskfaglighed