Xoric står over for sit folk i en issal oplyst af sodende fakler. Hans far er netop død, og han skal holde sin første tale som folkets leder. Han advarer om de onde skabninger, som vil angribe dem, men han vil føre dem trygt igennem farerne. Folket er skabt til storhed, og den vil han som deres fører give dem.   

Anne står over for spejlet i det lille badeværelse. Hun hader det, hun ser, og har lyst til at ødelægge det. Hun tager kniven, hun samme dag har købt i supermarkedet, og sætter bladet til huden. Hendes forældre er blevet skilt, og det gør ondt på hende. Kniven viser hende, hvor smerten sidder.   

I en drøm mødes de to til en kamp om overlevelse.

”Hold kæft hvor er du grim, din fucking … bitch!”   Hun er kampberedt, hænderne er knyttede, og tænderne sammenbidte. Hun trækker vejret tungt gennem næsen og siger ’bitch’, mens hun kaster hovedet frem som for at nikke en skalle. Hun skal passe på, bare hun siger det mindste, og Anne er klar til at smadre hende. Hun er så færdig med hende!   ”