Asa vidste, at Oquna kunne pludselig blive helt angst. Han vidste, at hun ofte kæmpede for ikke at være bange, og for at være frygtløs, som han. Men hvad hvis det her var for meget for hende? Ville han udsætte hende for en stor fare? Vil hun holde til det?    ”Asasara, hvad skal vi?” spurgte han hende igen.    Oquna vidste, at Asa passede på hende som det mest dyrebare i hele verden, og hun vidste, at han ville gå tilbage nu, hvis hun bad ham om det. Men hun vil ikke tilbage. Hun vil ikke svigte Asa, for hun kunne se i hans øjne, at han ikke vil opgive den vigtige tur. Hun vil heller ikke overgive sig til den dumme angst. Hun vil være modig, som han var. Frygtløs og stærk. Hun vil tro, at livets stærke ånd passede på dem – at ’Sila’ passede på hende og hendes elskede.