Hr. Jørgensen henter den fineste kiste, han har i værkstedet. Han har arbejdet på den hele vinteren. Den er lavet af rosentræ med sort ibenholt, som han har lagt sirligt ned i låget. Han stiller kisten på to bukke i den lille sal, lægger savsmuld og spåner i bunden og et lagen over og løfter pigen op i kisten. Hun ligger bleg og uden et smil. Så opdager han, at han slet ikke har sunget for hende. Der går en engel gennem salen. Hr. Jørgensen står helt stille, så rømmer han sig og begynder at synge.