Historien om de tre detektiver, Jupiter, Pete og Bob, der sammen har dannet et lille detektivbureau i den californiske by Rocky Beach, lyder måske velkendt! Serien udkom først i halvfjerdserne, hvor Alfred Hitchcock stod som mentor for den. De tre detektiver var en succes og blev for mange unge et spændende samlerobjekt. Nu er serien atter genopstået, Hitchcock er skrevet ud, historierne er nyskrevne og opdateret til nutiden med computere, internet og mobiltelefoner og er således klar til at blive læst og nydt af nutidens unge.
Det mest hotte i Rocky Beach for øjeblikket er magiske mobiltelefoner. Der er dog et mindre problem med telefonerne, nemlig det, at ejerne af dem forsvinder én efter én. Alle har de modtaget beskeden ”666” på telefonens display, og tilbage er der nu kun den mobiltelefon, som tilhører de tre detektiver. Er det noget overnaturligt, som er på spil, eller ...? Jupiter, Pete og Bob kaster sig over sagen og må stille sig selv spørgsmålet: ”Findes der virkelig hekse?”
Forfatter: André Minninger
Forlag: Forlaget Zoom
ISBN: 9788792718006
Antal sider: 126