Jeremias stod nærmest og rystede af raseri og fik endeligt styr på sin stemme: ”Du vil blive besejret – ikke af mig – ikke af Aya, men af hele skoven. Af hvert enkelt af alle de væsner, der lever i skoven. Lige fra den lille myre og til det største af alle træer hænger disse væsner sammen og er forbundne til det, der udgør skovens sjæl. Dette fællesskab vil besejre dig og for evigt stoppe dig!”

Toxitulla så fra sin onde trone ned på dem og grinede højt mens hun iskoldt sagde: ”Ha, skovens sjæl eksisterer snart ikke mere, hvert sekund, hvert minut og hver time samler mine snigende skygger sjæle ind fra hele skoven. Min magt vokser og skovens sjæl bliver mindre og mindre. Ingen kan stoppe mig, jeg bliver udødelig og vil vinde mere magt end noget andet væsen i hele verden!” Toxitulla pegede på den åbne kiste på gulvet og med et lumsk smil sagde hun: ”Snart har jeg fanget alle skovens sjæle her i sjælenes brønd og når den sidste sjæl er fanget, vil jeg smelte alle sjælene sammen til en overnaturlig magisk drik, der vil gøre mig udødelig og mægtig som intet andet væsen i verden nogensinde har været!”