På den fiktive adresse Dropsie Avenue nr. 55 i New York-bydelen The Bronx lå der i 1930’erne en lejekaserne, der danner ramme om et lille mikrokosmos af alskens menneskelige skæbner og dramaer. Det er her, Frimme Hersh har fået nok af Gud, hvor viceværten går en grum skæbne i møde, hvor gårdsangeren kommer på sit livs eventyr og hvor familier hver sommer pakker kufferterne for at tage på landet væk fra storbyens larm og støv.
Da Will Eisner i 1978 udsendte ”En kontrakt med Gud” på amerikansk, var det hans hensigt at forsøge sig med et værk i samme form som såkaldte seriøse romaner, og for at kunne det, ville han ikke udsende sit værk via et traditionelt tegneserieforlag, men et bogforlag, hvorfor han for at lokke kaldte sit værk en ”graphic novel”. Og som tegneserieskaberen og -teoretikeren Scott McClouds skriver i sit efterskrift, så ”opfandt ikke begrebet ”graphic novel” – det havde flydt rundt i nogle få år inden da – men alting gav mening, da han gav prædika­tet til En kontrakt med Gud. Størstedelen af amerikansk tegneseriekultur handlede om at genopgylpe superheltemainstreamen eller gøre oprør mod den, men her var der noget anderledes: en ærlig, personlig, kærligt udformet samling af historier om normale mennesker med rødder i forfatterens kulturelle historie og personlige oplevelser. Alle positive associationer som ordet ”novel” (roman) besad virkede skræddersyet til bogen (også selvom den faktisk var en antologi af fire sammenkoblede noveller).”