"Fliss! Hvad er der? Hvad er der galt?" "Jeg har det forfærdeligt. Jeg kan ikke tage mere! Der er, som om mor simpelthen har koblet os fra. Som om hun ikke interesserer sig for andet end sin cateringforretning. Hun er skide ligeglad med min eksamen." "Jo hun er. Det eneste, hun tænker på, er sin forretning. Og det, der gør mig så bange, er, at hvis hun får den til at køre, vil hun rejse fra os." "Fra din far måske, men ikke fra dig og dine søstre." "Jamen, far ville ikke drømme om at rejse. Han bliver på kontoret til sent om aftenen, men han kokker altid hjem. Så det er hende, der ville være nødt til at gå fra ham." Simon lytter, mens jeg fortæller ham om det rivegilde, jeg overhørte forleden nat. "Jeg kan ikke tage mere," gentager jeg. "Jeg skal snart op til afgangseksamen. Jeg trænger til støtte! Og så siger Simon de ord, jeg har hungret efter. "Du har støtte, Fliss. Du har jo mig, ikke?"