Flere sindssyge bekendelser i Georgia Nicolsons (pinligt) åbenhjertige dagbog. 

Som tegn på min enkesitet havde jeg mørke solbriller og et sort armbind på. Jeg fandt også en sort fjer fra Muttis sørgelige fjerboa, som hun tager på, hvis jeg ikke er hurtig nok. Den stak jeg ind i siden på min alpehue, som jeg trak helt ned over ørerne. 

Jeg fulgtes med Jas i skole. ”Selv i dybet af min tristisitet mener jeg, at jeg har et strejf af Jacqueline Onassis over mig,” sagde jeg. ”Hvorfor? Lignede hun også en idiot?” spurgte Jas. En vaks lille omgang tæv viste hende, hvor forkert hun opførte sig. 

Sexguden har forladt mig til fordel for en flok får i New Zealand. Men som I kan se, fører jeg mig som altid frem med stor sofistisitet. Og jeg har bestemt mig for at afsværge drenge for altid. Også Sjove Dave, hvis læber helt uforklarligt bliver ved med at ramle ind i mine. 

Hov, vent, hvem var det?? Den nye forsanger i Stiff Dylans? Ved den gloende – han er jo hinsides al lækrisitet! 

Femte bind i serien om Georgia Nicolsons oplevelse af verden – eller mere præcist af sit eget liv …