Birgitte Kassa og Zanitha Hamilton Månegaards børnebog "Helles uendelige univers" er en fortælling om neurodivergens, børns trivsel og alternative måder at være i verden på. Bogen viser, at børn, der leger ”i deres egen verden”, ikke er uden for legen – de leger bare anderledes.
Helle leger, som hun altid har gjort det. I det eventyrlige univers, hun selv har skabt med sin fantasi, hvor der både er rumskibe, fremmede væsener og uendelige galakser. Her er der ingen, der dømmer hende, for hun har ikke ladet andre komme ind i sit univers endnu.
For de voksne i børnehaven ser det ud, som om Helle sidder helt alene under bordet og drømmer sig væk. De vil gerne hjælpe hende ind i fællesskabet og få hende i gang med at lege med de andre børn. Men Helle er ikke stoppet med at lege. Hun er aldrig stoppet.
"Helles uendelige univers" er en fortælling om et barn, hvis indre verden er større end det ydre rum – og om de voksne, der langsomt lærer at træde ind i den i stedet for at trække hende ud af den.
Bogen er en invitation til at se leg på en ny måde. Mange børn – særligt neurodivergente børn – leger på måder, som ikke altid stemmer overens med den forestilling om leg, vi voksne har. De bygger verdener og fordyber sig i systemer, figurer og fortællinger, som kan være svære at få øje på udefra.
Alt for ofte bliver denne leg overset, afbrudt eller ikke anerkendt som ”rigtig” leg. Denne bog insisterer på noget andet: At verdensopbygning ikke er en forberedelse til leg. Den er leg.
