Jeg gav mig til at læse i nogle af mine allerførste dagbøger. De startede med sådan noget som "Jeg spisede salatdressing", og "Jeg kom til at proppe en Barbie-sko op i Stinkers næse igen", og "Dyrlægen var led ved mig over det med Barbie-skoen, så jeg prøvede at bide ham, men dyrlæger er gode til ikke at blive bidt, fordi hunde prøver at bide dem hele tiden, men hunde plejer ikke at sparke, så det gjorde jeg i stedet for".
Jeg var rystet over, hvor DUM jeg egentlig var dengang, i betragtning af hvor kvik jeg er nu. Måske vågnede jeg bare lige pludselig op en dag og var kvik ...