»En høj, mørk skikkelse ragede op i den tiltagende skumring. For tynd, for bøjelig, for forkert til at være et menneske. Vandet drev af tunge, lasede skørter der aldrig havde været rigtigt tøj, men mere nogens idé om hvordan menneskenes tøj måtte se ud. Selv på afstand kunne Heirik se de rådne knogler og sener, der stak ud mellem laserne. Dens fingre var for lange og benede, og hvidgrå som huden hos et lig der har ligget i vandet. Det var ikke et levende væsens krop. Men søgræs og rådne siv gled frem og tilbage over dens nøgne, benede skuldre, hver gang det lange, hovne ansigt drejede sig.
Tenur.
De var kommet efter ham.«

Heirik ofrer sit hjerte til marsken for at blive voksen. Men dybet afviser hans gave, og i stedet for at blive som de andre voksne i bygden - bange, svage, falske - fyldes Heirik af en underlig frygtløshed der bringer ham på kant med det lille samfund. Og med det Stille Folk, Tenur, de der bor i marskens mørke vand.