Få skridt fra brønden stod en kvinde i månelyset, rank og tynd som et siv med klynger af tynde, mørke fletninger bundtet op på sit hoved. Hun havde et smalt ansigt med høje, benede kinder og en lille mund. Huden var som bugen på en bundfisk, bleg og spættet og våd. Fanke blev siddende på knæ. Hun kunne ikke røre sig, kunne ikke tænke. Krogene sad fast i hendes tanker, og noget trak i den anden ende af deres liner, trak hende ned mod vandet, ned mod noget, der flimrede i skyggerne dernede.Kvinden rakte ud. En sort krans dinglede fra hendes fingre. Den glinsede i månelyset. Vandet drev fra den i tynde strømme, ned på jorden mellem dem, som om den lige var blevet trukket op fra vandet."Søster, tag den," hviskede kvinden. Marskens brudekrans. De havde ikke sluppet hende. En morgen vågner Fanke i vandet ved den nordlige vold. Hun blev givet til marsken og mudderet som offergave. Rædslerne er forbi, og hun er tilbage blandt sine egne. Men så begynder de sorte drømme.  Marskens Konge har ikke glemt sin brud.

Om Marskens hemmelighed skrev pressen:

Fuldbåren fantasy af meget, meget høj kvalitet.
 - Århus Stiftstidende

Det lykkes Alex Uth med ét hug at tryllebinde sin læser. Det er stærkt vanedannende læsning.
 - Politiken