De gale guder, mytologiske monstre og seje helte er tilbage i Rick Riordans nye serie Olympens helte [fremhæves med en farve og versaler].

Percy er forvirret. Han kan knap nok huske sit eget navn, og selv efter at ulven Lupa har fortalt ham, at han er en halvgud og trænet ham til kamp med en besynderlig fyldepen, er der stadig meget, som ikke giver mening. På en eller anden måde lykkes det ham at finde vej til en lejr for halvguder, men lejren føles ikke rigtig. 

Hazel burde egentlig være død. Og nogle gange ville det måske være nemmere, hvis hun bare var det, så hun ikke konstant skal være bekymret for, at hendes lejrkammerater opdager den frygtelige hemmelighed, som ligger i hendes fortid. For det er på grund af den og på grund af Hazel, at verdens fremtid nu er i fare. 

Frank er en klodsmajor. Hans farmor siger ganske vist, at han nedstammer fra helte, og at han kan blive lige, hvad han vil, men det kan han ikke selv få øje på. Hvis bare han vidste, hvem hans far er, så ville det måske give ham lidt mere selvtillid i lejrens krigsspil. Og lidt mere selvtillid ville også være rigtig godt, når Hazel er i nærheden.