Pil og Thorbjørn Høvding

Pludselig begyndte det at blæse voldsomt, og en isnende kold vind fejede hen over vejen, hvor optoget bevægede sig af sted. Thorbjørn kiggede op og fik øje på en tordensky, der var mørkere, end han nogensinde havde set. I det samme lynede det, og lynet slog ned lige foran dem i et stort egetræ, der stod ved vejen. Samtidig kom tordenen buldrende med en lyd så kraftig, som ingen havde hørt før (...) Signe sagde, at hun godt ville sige kvadet, men først ville hun have, at spåkonen skulle love at sprede glemsel bagefter, så ingen kunne huske digtet – undtagen spåkonen og hende selv. Da hun havde lovet det, kvad Signe digtet så smukt, at alle blev betaget af dets skønhed. Spåkonen takkede hende og sagde, at kvadet havde kaldt mange gode ånder til, som ikke ville komme, før de havde hørt det.