Det kunne ikke vente længere. Solen dansede over trætoppene, og det var nu, mens vætter og troldfolk sov, at hun måtte gøre det.

Den bidende kulde kærtegnede hendes ansigt som negle af is, men det skulle ikke stoppe hende. Så snart hun svang øksen og blodet begyndte at pumpe, kom varmen. Hun huggede og sled og så, hvordan stykker af træet faldt i sneen. Solen vandrede i en lav bue hen over skoven. Øksen åd sig igennem de seje grenstumper, sneen trak sig bort og blottede den sorte jord.

Therese stoppede og gispede efter vejret. Solen var på retræte, og tiden knap. Hun havde ikke tid til at lade vablerne sinke sig, og de rystende muskler måtte ikke svigte nu.

Therese bosætter sig, efter en omflakkende tilværelse, i en lille landsby. I sin søgen efter byens rødder, kommer hun på sporet af en mystisk hemmelighed – og snart står hun ansigt til ansigt med en forbandelse fra fortiden…