Og så – som om det var det bedste, hun kunne komme på – rækker hun den ene hånd frem mod mig. ”Martha,” siger hun. ”Jeg hedder Martha. Hvad hedder du?””Øh, Edith?” Jeg nikker mod det gule navneskilt, der er tapet fast på mit bord. Tager heller ikke hendes hånd, for hvem giver hånd nu til dags? I stedet presser jeg læberne sammen. Venter på, at hun skal trække sig væk fra mig, vende sig bort, som alle andre gør. Men gloriepigen smiler bare – et smil så strålende, at det er lige før, jeg bliver solskoldet. Det er nu, det går op for mig. At hun ikke ved det.