”Endelig forstår jeg, hvor Rifka vil hen. 

”Mener du, at du vil bortføre dig selv?” 

Ja. Det mener hun. En fupbortførelse. Med et fupbrev. En fupdød. Og så altså en rigtig begravelse. Selv synes hun, at det er ret godt fundet på. 12-årige Rifka finder altid på noget. Nu har hun fundet på noget, der overgår alle andre ideer: hun vil deltage i sin egen begravelse og se hele byen græde over sin død. Ingen kan holde Rifka tilbage, og hun manipulerer Dyveke til at hjælpe med planlægningen og udførelsen af en falsk kidnapning. For den eneste måde at kunne deltage i sin egen begravelse på er, hvis man er blevet kidnappet. Dyveke bliver mere og mere i tvivl om planens holdbarhed, jo længere hun bliver trukket ind i Rifkas mørke ideer og tanker. I romanens slutning bliver der sat spørgsmålstegn ved skyld og uskyld, og læseren overraskes.