Multikunstneren Anders "Anden" Matthesen debuterede som forfatter i efteråret 2016 og blev af anmelderne rost til skyerne og sammenlignet med både Ole Lund Kirkegaard og Bjarne Reuter.
Med sin særlige humor og rå tone taler Anders Matthesen direkte ind til et ungt publikum. Det beviste han allerede med Terkel i knibe-filmen, og hans debutroman omsættes også til film med premiere 25.12.18. Ternet Ninja fortæller sprudlende om 13-årige Askes op- og nedture, konflikter og forelskelse, og om hans møde med en usædvanlig ninja, syet af en børnearbejder på en legetøjsfabrik i Thailand - og sejlet til Danmark af gode gamle onkel Stewart. En ternet ninja med rødder tilbage til det japanske samuraisamfund, der indædt kæmper for, at retfærdigheden skal ske fyldest...
Filmudgavens forside lægger sig tæt op ad film og filmplakat. Bogen er desuden forsynet med flipaction effekt.
Om Ternet Ninja skrev pressen bl.a.
»Kanondebut. Ole Lund Kirkegaards arvtager hedder Anders Matthesen.«
***** – Ekstra Bladet
»Anders Matthesen rammer plet med ny børnebog. Alle børn burde have en ternet ninja som sparringspartner […] Det funker fint hele vejen igennem, og løjerne lægger sig op ad sproget, så det hele virker som Bjarne Reuter version 2016.«
**** – Politiken
»[…] først og fremmest formår Matthesen at overføre sin skæve, sorte og genuint sjove børnehumor til skrift.«
**** – JyllandsPosten
»[...] en ikonisk heltefortælling med uhyre velfungerende replikker.«
**** – Berlingske
»Anders Matthesen brillerer i sprog og handling og får til læserens store glæde frit løb for sin anmelderroste komik. Jeg er sikker på, at den danske ungdom bliver bidt af ninjafeber, så snart de får fingrene i bogen!«
– Børn i byen
»Sjældent har jeg grinet så meget af en bog, og det er første gang, at jeg har læst en bog, som jeg ikke kunne stoppe med at læse om aftenen, før mine forældre brutalt måtte stoppe mig ved at slukke for lyset.«
– Markus 10 år, Lokalavisen Frederiksberg
***** – Caroline 12 år, Kids News
»[…] alle, der som jeg har grinet af Terkel i Knibe eller Jul på Vesterbro, også vil få fornøjelse af Ternet Ninja. Humoren har den samme, mørke, let prætentiøst proletariske "for fin til Joe & the Juice, men ikke til at skubbe børn ud på selvmordets rand"-tone som altid. Hvilket som sædvanligt fungerer upåklageligt.«
– Fyns Amts Avis
»Ternet Ninja som illustreret hardback-bog fortæller historien på sin helt egen måde med et spændende samspil mellem skrift og billede, en kælen for bogens fysiske udformning med udstansningen ind til knap-øjnene lavet i hævet glinsende lak, der er påført forsatsen, og med omslaget, der imiterer den ternede ninjadukkes burberrystof inklusive blodstænk.«
- Ayoe Quist Henkel, Børn og Bøger
Forfatter: Anders Matthesen
Forlag: Høst og Søn
ISBN: 9788763858755
Antal sider: 240